Det er sandsynligt, at Skotland snart skal stemme om, hvorvidt det skal blive et uafhængigt land. Hvis det bliver et ja, vil Skotland ikke blot trække sig ud af Storbritannien, men også omlægge sine politiske og økonomiske relationer fra Vesteuropa og Commonwealth til Nord- og Østeuropa og især til de skandinaviske lande Norge og Danmark.

Det ville ikke være første gang, at Skotland har haft tætte bånd til Skandinavien.

For et årtusinde siden, i 1014, kæmpede et fem hundrede år gammelt angelsaksisk monarki for sin overlevelse mod vikingerne. Hvad enten de kunne lide det eller ej, var England, Wales og Skotland på vej til at blive assimileret i Knud den Stores Nordsøimperium og danne en politisk union med Norge, Danmark og dele af Sverige.

Nordsøimperiet (1016-1035): lande, hvor Knud var konge, markeret med rødt;

vasalstater i orange; andre allierede stater i gult

Hvordan skete det? I midten og slutningen af 900-tallet var der en angelsaksisk guldalder med fred og velstand. Alfred havde slået et første vikingeforsøg på at erobre Storbritannien tilbage i slutningen af 800-tallet, og hans barnebarn Aethelstan havde knust et forsøg på at genvinde magten i det nordlige Storbritannien i slaget ved Brunanburgh i 937.

Men så blev det hele surt. Aethelred II kom på tronen i 978. Aethelreds arvefølge blev født ud af forræderi; det er sandsynligt, at enten han eller hans mor myrdede hans regerende halvbror, Edward, på Corfe Castle i Dorset, hvorved Edward led martyrdøden, og det fik den angelsaksiske krønike til at beklage sig, "...heller ikke blandt englænderne blev der gjort nogen værre gerning end denne, siden de først søgte mod Storbritanniens land. '.

I 980 e.Kr. begyndte et nyt vikingetogt mod Britannien. Angriberne kunne stadig være blevet slået tilbage, hvis angelsakserne havde haft en beslutsom og inspirerende leder. Men Æthelred var ingen af delene.

Æthelreds svar på vikingetruslen var at gemme sig bag Londons mure og uddelegere sit lands forsvar til inkompetente eller forrædere i en række velmenende, men rædselsfuldt udførte operationer. I 992 samlede Æthelred sin flåde i London og lagde den i hænderne på blandt andre ealdorman Aelfric. Hensigten var at konfrontere og fange vikingerne til søs, før deDesværre var ealdormanen ikke det klogeste valg. Natten før de to flåder skulle angribe, lækkede han den engelske plan til vikingerne, som havde tid til at flygte med tabet af kun ét skib. Ealdormanen nåede naturligvis også at flygte.

Aethelred lod sit raseri gå ud over ealdormanens søn, Aelfgar, og lod ham blinde. Men ikke længe efter var ealdormanen tilbage i Aethelreds tillid, kun for at forråde kongen igen i 1003, da han blev betroet at lede en stor engelsk hær mod Sweyn Forkbeard nær Wilton, Salisbury. Denne gang var ealdormanen "... foregav at være syg og begyndte at vride sig for at kaste op og sagde, at han var blevet syg...". Den mægtige engelske hær smuldrede, og Svend hærgede bydelen, før han stak til søs igen.

På dette tidspunkt havde Æthelred dog allerede begået sin største fejltagelse. I 1002 havde han beordret henrettelsen af alle de danske mænd i England i massakren på St Brice's Day, "... alle de danskere, der var dukket op på denne ø, og som spirede som hjertemuslinger i hveden, skulle udryddes på den mest retfærdige måde ...". For at gøre det endnu værre var Svends søster og hendes mand blandt dem, der blev massakreret. Det, der havde været en række forskellige vikingetogter, udviklede sig nu til et regulært felttog for at erobre Britannien.

Æthelred tyede til formildelse ved at betale enorme tributter, eller Danegæld, i håb om, at vikingerne bare ville forsvinde. Men sådan gik det ikke: I 1003 invaderede Svend England, og i 1013 flygtede Æthelred til Normandiet og beskyttelsen fra sin svigerfar, hertug Richard af Normandiet. Svend blev konge af både England og Norge. Vikingerne havde vundet.

Så døde Svend i februar 1014. På englændernes opfordring vendte Æthelred tilbage til tronen; en dårlig konge var åbenbart bedre end ingen konge. Men i april 1016 døde Æthelred også og efterlod sin søn, Edmund Jernside - en meget dygtigere leder og af samme støbning som Alfred og Æthelstan - til at tage kampen op mod Svends søn, Knud. Parret udkæmpede slag på Englands slagmarker og kæmpedeMen Edmunds alt for tidlige død i en alder af blot 27 år gav Knud Englands trone. Vikingerne havde sejret endnu en gang, og Knud kom til at herske over Norge, Danmark, dele af Sverige og England med Wales og Skotland som vasalstater - alt sammen en del af Nordsøimperiet, som varede indtil Knuds død i 1035.

Knud den Store, konge af England fra 1016 til 1035, beordrer tidevandet til at vende og viser dermed sin magt over Nordsøen. Demonstrationen var dog mere beregnet til at vise Knuds fromhed - at kongers magt ikke er noget i forhold til Guds magt.

Der er altså en meget gammel historie om nordisk-britisk integration. Hvis et Skotland i det 21. århundrede rakte hånden ud mod Skandinavien, ville det fremkalde stærke ekkoer fra fortiden, og hvem ved, hvis Skotland blev medlem af Nordisk Råd, ville et ensomt England måske også banke på døren i tilfælde af, at en Tory-folkeafstemning skulle fjerne det fra EU i et fremtidigt parlament.